Rønne - Bornholms "hovedstad"

Rønne er med sine ca. 14.000 indbyggere Bornholms største by og bliver ofte omtalt som Bornholms hovedstad. Byen er det administrative center for Bornholms Regionskommune, og det er også her, man blandt meget andet finder Bornholms hospital, gymnasium, erhvervsskole, slagteri, elværk samt forskellige typer industri.

Det menes, at der har været bebyggelse ved den naturlige havn siden vikingetiden. Rønne har været købstad siden 1327, og bybilledet er præget af talrige smukke gamle bindingsværkshuse og haver. Byen blev bombet af russerne den 7. og 8. maj 1945, fordi Bornholms tyske kommandant havde fået ordre til ikke at overgive sig til andre end de vest-allierede og derfor nægtede at kapitulere. Som et resultat af bombardementerne blev hvert tiende hus i Rønne ødelagt og efter krigen erstattet med de såkaldte bombehuse, der er bygget i mursten. Den svenske stat skænkede Bornholm et større antal træhuse som hjælp til genopbygning af byen efter russernes bombardement. Træhusene findes den dag i dag og er meget eftertragtede boliger.

Rønne havn har meget stor betydning for hele Bornholm, da næsten al søgående trafik af varer, biler og passagerer til og fra øen foregår via havnen.

5 kilometer fra Rønne ligger Bornholms Lufthavn, som åbnede i 1940. Der er mange daglige afgange til og fra København.

På Rønnes naturlige centrum, Store Torv, afholdes der markedsdag hver den første lørdag i måneden, hvor man kan købe alt lige fra fødevarer til kunsthåndværk og brugskunst.

Der er mange restauranter og cafeer i Rønne og her er også adskillige hoteller.  Både nord og syd for byen finder man dejlige sandstrande. Byen byder på et væld af spændende oplevelser og aktiviteter:

Byens kirke var i middelalderen indviet til Sankt Nicolai, de søfarendes helgen. Sankt Nicolai Kirke blev grundlagt i det 12. århundrede og var oprindeligt kun et sommerkapel, men i midten af 1300-tallet udbyggede man kirken betragteligt, i takt med at Rønne udviklede sig og blev større. Både kirkens døbefont og viekors stammer fra den tid. Under viekorset er der indmuret 63 sølvmønter, som stammer fra den tid, hvor indvielsen af kirken fandt sted. Den oprindelige middelalderkirke forblev næsten urørt indtil 1797, hvor man tilføjede den nuværende nordarm. Fra 1915 - 1918 gennemgik kirken en større ombygning, hvorved kirken blev gjort to meter bredere og den søndre kirkearm blev tilføjet. Kirken har to kirkeskibe: Den store fregat Dannebrog og den mindre skibsmodel Thetis. Sidstnævnte bæres hvert år i procession ved mindegudstjenesten for omkomne sømænd og fiskere.

Bornholms Museum, som blev stiftet i 1893, er faktisk fire museer i ét, hvoraf det ene ligger i Gudhjem. I Skt. Mortensgade i Rønne finder man det kulturhistoriske museum, der rummer en række samlinger, der viser Bornholms historie helt tilbage fra stenalderen til afslutningen på 2. Verdenskrig. Museet er åbent hele året.

I Laksegade ligger den fredede Erichsens Gård, hvor Bornholms by-, mad- og havekultur vises. Huset, som blev bygget i 1808, er opkaldt efter Kancelliråd Thomas Erichsen, som købte gården i 1838. Det er et møbleret borgerhus,  hvor man, ud over tegninger og genstande fra Erichsens tid, kan opleve et fungerende brændekomfur, som der bliver fyret op i hver dag, ligesom man kan også kan se forskellige gamle køkkengenstande demonstreret. Gårdens havehus indeholder en fotoudstilling om Rønne før og nu, en udstilling om kogekunst samt en lille butik. Haven, der også er fredet, er bevaret som en provinshave fra midten af 1800-tallet.  Museet er åbent for besøgende fra maj til oktober.

Bornholms keramikmuseum er indrettet i Hjorths Fabrik fra 1859, der ligger i Krystalgade. Fabrikken fremstillede terracotta, stentøj og fajance frem til 1993. I 1995 overtog Bornholms Museum fabrikken, som i dag er Danmarks eneste fungerende keramikfabrik og et arbejdende museum, hvor man kan opleve fabrikkens værksteder og besøge skiftende udstillinger af ny og gammel keramik fra Bornholm. Museet er åbent fra marts til og med december.

Syd for Rønne ligger Kastellet, som Bornholms Museum overtog i 2003. Opførelsen af anlægget blev påbegyndt i slutningen af 1680erne, men blev aldrig færdiggjort. Forsvarsanlægget er fredet og består blandt andet af magasiner fra 1800-tallet og et rundt kanonstårn - et af kun tre martellotårne i Danmark. Området rummer dag et lille forsvarsmuseum drevet af foreningen Kastellets Venner. Museet er åbent fra maj til oktober.

Rønne Teater blev opført i 1823 og er det ældste fungerende provinsteater i Danmark. Bornholms Teater holder stadig til i de oprindelige bygninger, og teatret lægger hvert år lokaler til den populære Bornholmerrevy.

Bornholms musikhus - Musikhuzet -  er et rytmisk spillested for hele Bornholm, der holder til i den tidligere Rønne Biograf og i Raschs Pakhus, som ligger lige ved siden af. Musikhuset byder på over 100 koncerter i løbet af året.

For de golfinteresserede ligger der en18-hullers golfbane i dejlige omgivelser lidt uden for Rønne.





Østerlars Kirke - rundkirker på BornholmØsterlars kirke, der i middelalderen var indviet til Skt. Laurentius, er den største af Bornholms fire rundkirker og en af Bornholms mest besøgte seværdigheder. Man mener, at kirken, der er bygget af rå kløvede kampesten, blev opført ca. år 1150. Læs mere her om rundkirker
Almindingen - EkkodalenAlmindingen er en af danmarks største skove og ligger midt på Bornholm. Almindingen betyder "Alle mands eje" og kommer sig af, at Almindingen tidligere blev brugt som fællesareal for alle bønderne i området, hvor kreaturer fik lov at græsse. Læs mere her om Almindingen
Hammershus - BornholmHammershus er Nordeuropas største borgruin og også Bornholms mest besøgte attraktion. Hammershus er beliggende på en klippeknude, og hæver sig derfor storslået 74 meter over havet med stejle klipper ud mod Østersøen. Læs mere her om Hammershus